Spring til indhold
build.aau.dk

Nyhed

Træ i byggeriet: 45 træbyggerier viser klimapotentiale

Lagt online: 16.05.2023

Kan træ reducere bygningers klimapåvirkning? Ny rapport undersøger 45 træbyggerier og præsenterer en casesamling, der kan fungere som opslagsværk til inspiration for dem, som ønsker at bygge med træ i fremtiden.

Nyhed

Træ i byggeriet: 45 træbyggerier viser klimapotentiale

Lagt online: 16.05.2023

Kan træ reducere bygningers klimapåvirkning? Ny rapport undersøger 45 træbyggerier og præsenterer en casesamling, der kan fungere som opslagsværk til inspiration for dem, som ønsker at bygge med træ i fremtiden.

Rapporten kan hentes her.

Report in English can be found here.

Inden for byggeriet er der i stigende grad fokus på ikke blot at reducere driftsenergien af bygninger, men lige­ledes klimapåvirkningen fra materialer. Biobaserede materialer, særligt træ, bliver i højere grad fremhævet som et materiale, der bidrager til at sænke klimapåvirkningen sammenlignet med traditionel praksis.

Derfor er viden om anvendelsen af biobaserede materialer i byggeriet centralt, når det disku­teres, hvordan klimapåvirkningen fra materialer kan reduceres.

En ny rapport om træbyggeri udarbejdet af BUILD undersøger det klimamæssige potentiale for brug af biobaserede materialer i byggeriet. Rapporten undersøger 45 træbyggeriers klimapåvirkning sammen med de praktiske udfordringer, der kan være ved at bruge træ i byggeriet. Rapporten indeholder desuden en casesamling af 35 af træbyggerierne – et opslagsværk til inspiration for dem, som ønsker at bygge med træ i fremtiden.

”Træ har en række fantastiske egenskaber og kan i mange tilfælde bidrage til reducerede klimapåvirkninger fra byggeriet. Men det kommer meget an på, hvilke strategier, der er lagt for anvendelsen af træ. Det gælder i øvrigt også alle andre byggematerialer. F.eks. bør man altid tage højde for at recirkulere træet mest muligt ved at genbruge og genanvende. Og så er det selvfølgelig helt afgørende at træet kommer fra bæredygtigt skovbrug, hvor der også tages hensyn til biodiversiteten og bevarelse af kulstoflagrene i skovene,” siger Camilla Ernst Andersen, hovedforfatter på rapporten og Ph.d.-studerende ved BUILD på Aalborg Universitet.

41 ud af 45 cases ligger under CO2-kravene

Biobaserede materialer som træ adskiller sig fra de konventionelle materialer ved evnen til at lagre CO2. Det betyder, at byggebranchen i stigende grad forsøger at inkorporere træ i bygningsdesignet netop på grund af det mulige potentiale for at reducere klimapåvirkninger. Rapporten kigger nærmere på byggerier, som spænder fra 12 og ned til 3 kg CO2/m2. 41 ud af 45 cases ligger under CO2-kravene i Bygningsreglementet på 12 kg CO2-ækv/m²/år gæl­dende for bygninger over 1000 m2.

"Træ og andre biogene materialer kommer med stor sandsynlighed til at spille en større rolle i fremtidens byggeri grundet den lavere CO2-belastning. Men vi oplever også en tilbageholdenhed i branchen, fordi nye materialer naturligt også rummer nye udfordringer – det kan være fugt, brand, holdbarhed og især økonomi. Det er derfor afgørende, at vi deler erfaringerne. Gode som dårlige. Jo flere projekter, vi får kortlagt og opsamler erfaringer fra, jo bedre," siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.

Træ hvor det giver mening

Rapporten gør desuden opmærksom på, hvilken kontekst træ kan anvendes i. Træressourcerne skal nemlig benyttes, hvor det giver mening og skal foregå i en balance, hvor der ikke sker overforbrug af materialerne. Mere bæredygtigt byggeri handler derfor ikke kun om at bygge i træ, men også i høj grad om at optimere sit byggeri i forhold til andre strategier inden for bæredygtighed. At bygge mindre, bygge mere fleksibelt, udnytte hver kvadratmeter, optimere materialeforbruget, genbruge materialer, renovere og at tage højde for byggeriets funktionelle og kulturelle relevans for både dets brugere og samfundet. På den måde kan byggebranchen sikre et mere miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt byggeri.

Publikationen er støttet af den filantropiske Realdania og VILLUM FONDEN. Data og erfaringer på bygningscases er indhentet i samarbejde med arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører fra Vandkunsten, Arkitema Architects, Lendager Group, MOE, Adserballe & Knudsen, Henning Larsen, EcoCocon Danmark, Arken samt Mikael Skadborg & Martha Lewis.