Spring til indhold

LCby

Et beslutningsstøtteværktøj til bæredygtig byudvikling i et livscyklusperspektiv

LCby

Et beslutningsstøtteværktøj til bæredygtig byudvikling i et livscyklusperspektiv

Projektet, påbegyndt som et vidensopbyggende forprojekt, skal danne grundlag for en vurdering af, om der kan udvikles et mere konkret værktøj, som kan støtte reduktion af drivhuseffekterne i byudviklingsprojekter.  

Samtidig med at kommunerne sætter stadigt stigende, ambitiøse klimamål, er man inden for byggebranchen langt med værktøjer til at arbejde med at mindske udledningerne i hele byggeriets levetid - og man har endda et nationalt aftalegrundlag at arbejde med målsætningerne ud fra. Så langt er man ikke, når man taler om planlægning, byudvikling og det byggede miljø i bredere forstand – altså alt det byplanlægningen har indflydelse på.

LCby vil undersøge, hvordan fysisk planlægning kan bidrage til at nå de globale, europæiske, nationale og kommunale klimamålsætninger. Formålet med forprojektet er at forstå udfordringerne for planlægningens aktører her og nu, såvel som på længere sigt. Forprojektet LCby vil kortlægge den aktuelle viden på plan- og klimaområdet samt de arbejdsmetoder og tilgange, der allerede bruges i de fysiske planlægningsprocesser i dag. Tilsammen skal forprojektet danne grundlag for en vurdering af, om der kan udvikles et konkret værktøj, som kan støtte klimaindsatsen i den fysiske byplanlægning. 

I LCby er målet at sætte tal på og skabe evidens for, hvor stor en CO2-reduktion den fysiske planlægning har potentiale til at bidrage med i den grønne omstilling.

Det er et bredt sammensat hold bestående af BUILD, Rambøll, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Dansk Byplanlaboratorium, der står bag projektet, som er finansieret af Realdania. Det er holdets ambition, at resultaterne af forprojektet vil resultere i en klar og entydig kravspecifikation til et nyt tværgående planlægningsværktøj for klimaberegninger i byudvikling, som er metodisk forankret i litteraturen og praksis. Forprojektet vil også bidrage med et overblik af igangværende initiativer og viden på området.  

Fakta

  • En undersøgelse blandt 75 kommuner viser, at mere end 80 procent af planlæggerne savner viden om, hvad de mest klimaforebyggende og bæredygtige løsninger er, samt sammenhæng mellem den fysiske planlægning og klimaplanlægningen (https://www.byplanlab.dk/node/5448). 
  • I inspirationshæftet ”Klimamål og planlægning” konkluderes det, at der er brug for bedre metoder til at arbejde med drivhuseffekten af byudvikling: ”Arbejdet med dette hæfte har med al tydelighed vist, at der er behov for flere sammenlignelige og tilgængelige tal på planområdet”, og at ”det er netop nu, der skal findes et fælles sprog” ( https://concito.dk/nyheder/inspiration-til-byplanlaegning-med-fokus-paa-klima). 
  • Formålet med LCby er at undersøge vidensniveauet om klimaforebyggelse på by- og planniveau, kortlægge kendte metoder og tilgange til klimaforebyggelse i en skala, der rækker ud over den enkelte bygning og vurdere potentialet for at udvikle et mere konkret ’klimaværktøj’. 
  • Undersøgelsen sker gennem fakta- og litteratursøgning, kortlægning af metoder og værktøjer indenfor plan-verdenen, interviews med relevante aktører og undersøgelser af aktuelle referenceprojekter. 
  • Resultaterne samles i en rapport, som udgives via BUILDs rapportserie. 
  • Formidlingen af projektets resultater vil i øvrigt ske i både videnskabelige artikler, artikler i faglige magasiner, på workshops, forskellige former for seminarer og gå-hjem-møder. 
  • Den primære målgruppe for LCby er klima- og byplanlæggere samt bæredygtighedsledere, både i den offentlige og private sektor. 
  • LCby løber forventeligt fra efteråret 2022 t.o.m. sommeren 2023.
  • LCby er støttet af den filantropiske forening Realdania.
  • Parterne bag projektet er: BUILD, Dansk Byplanlaboratorium, Rambøll og Rådet for Bæredygtigt Byggeri.

Kontaktinfo

Vil du gerne vide mere, eller har du selv viden om værktøjer, metoder og forskellige former for klimaberegninger inden for eller med relevans for de forskellige dele af byudvikling – eksempelvis byggeri, affald, energiforsyning, mobilitet, naturetablering, adfærd mv. - hører vi gerne fra dig.

Kontakt os her

Partnere

BUILD, Rambøll, Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Dansk Byplanlaboratorium.