Gili Hammer har i et forskningsprojekt om køn og visuel kultur fulgt en gruppe blinde kvinder for at blive klogere på syn og blindhed i denne sammenhæng. Selv om køn og visuelle normer ikke er fokus i vores projekt, giver den nogle rigtigt fine perspektiver på sansernes rolle for ens væren i verden og i sociale interaktioner, samt hvordan vi kan lære af hinanden på tværs af funktionsevner, og i mødet mellem forsker og deltager.

Kvinderne har ikke selv tilgang til det visuelle og blikket, men handler på baggrund af viden om de visuelle normer og ofte med en bred sensorisk bevidsthed. Som et alternativ til den medicinske forståelse af blindhed som en diagnose eller problem, eller blindhed og syn som binære kategorier, tilgår Hammer blindhed og syn, som sameksisterende multisensoriske mekanismer – som dele af et kontinuum.  Det man ser, af skiftende farver, lys, og skygger, bliver skabt gennem den opmærksomhed man giver oplevelsen, samt viden og de evner man har eller har udviklet for at se.

Megen af vores sansning og væren i verden foregår ubevidst, og erfaringer fra livet med en funktionsnedsættelse kan give indblik og tilgang til sansesystemet på en ny måde. De blinde kvinder deler blandt andet deres multisensoriske oplevelser af bevægelse, kropslig og rumlig tilstedeværelse, af forskellige rytmer og rumligheder, af lyde og følesansens betydning. Hammer beskriver den sensoriske følsomhed, kropslige intellekt og selvrefleksion som de blinde kvinder har udviklet, evnen til at lægge mærke til og beskrive ud fra sin egen sansning.

Bogen er skrevet ind i forskningsfeltet om køn og den visuelle kultur, men  de rigt beskrevne hverdagssituationer, fx kvindernes præferencer for tøj giver indblik i det særligt sanselige ud over det visuelle. De kobler i høj grad tøjets egenskaber til den personlige oplevelse og ikke alene en udefrakommende norm. Det handler for dem i høj grad om hvordan det føles, hvordan pasform og snit fungerer og lægger sig på kroppen, om materialet er blødt og føles behageligt, om det er luftigt eller kropsnært, varmt eller køligt, tungt eller let. De artikulerer hvordan tøj og smykker er del af deres individuelle ’æstetiske sans’ og æstetikken ud over det visuelle. Æstetikken skal føles, men også høres, hvor perler i håret, smykker eller sko også giver lyd til deres fremtoning og sociale identitet.

Blindhed tillader mig at føle; det er en frihed til at sanse din krop og lytte dybt til den. Synet gør dig optaget af at se og ikke sanse; seende mennesker er besatte af at se fremad, se sig omkring og ikke ind i sig selv.

Evnen til at lytte til egne personlige og kropslige præferencer beskrives som en sensorisk kapital, der modsat den distance man har gennem synet, giver blindhed nærhed.

Bogen behandler også sansernes rolle i socialisering og sociale interaktioner, hvordan man i dialog mellem mennesker med forskellige kropslige forudsætninger og evner kan blive klogere på egne og andres oplevelser. Vi præsenteres for et cykelfællesskab hvor medlemmer med forskellige synsevne mødes og oplever ørkenlandskaber og skovområder fra tandemcykler. Vi kommer tæt på samarbejdet, der udspilles gennem opmærksomhed, koordinering og omsorg for hinanden og hvordan sanseerfaringer deles under og efter turen. Dialogen over de forskellige kropslige forudsætninger mellem performance og handicap, gensidighed og mangfoldighed. Og hvor både blindhed og syn bliver sociale fænomener der rummer udbytterige kropslige oplevelser, der gennem samtalerne og interaktionen informerer og beriger hinanden.

Modsat de to første bøger i artikelserien, er Hammers bog ved sin vinkling måske sværere at tilgå for et ikke-akademisk publikum. Den vil dog helt sikkert få en rolle i vores refleksioner over vores feltarbejde og erfaringer fra vores deltagere, og i arbejdet videre herfra.