Filmen Notes on Blindness, der tog udgangspunkt i John Hulls bog fra forrige artikel, er beskrevet som havende en impressionistisk og stærk sanselig æstetik, i mødet mellem syn og blindhed. Æstetik og kunsthistorie stod på mit skoleskema gennem gymnasiet og de første år på universitetet i Norge. Derfor fangede den næste bog i denne lille artikelserie min interesse på en anden måde end de øvrige: I Patrick Trevor-Roper’s bog The World through Blunted Sight (1970 og revideret i 1988) udforskes synstab hos kunstnere og komponister, og hvordan synstabet har påvirket deres virke og kunst. Her var det tale om en hel række kunstnere og kunstværker som jeg jo kendte, men at de havde synsproblematikker, sagde kunsthistorien intet om.

Patrick Trevor-Roper var selv øjenkirurg og øjenlæge, men havde en særinteresse i arkitektur, kulturarv og kunst. I bogen gennemgår han nogle af de synsproblematikker der var repræsenteret blandt kunsthistoriens store skikkelser og hvordan det (muligvis) påvirkede deres stil og udvikling. Bogen repræsenterer også en tid, i 1970'erne, hvor handicapforståelsen var i ændring. Op til dette tidspunkt (og for nogle mange år frem) var synsudfordringer typisk forstået som optiske, fysiologiske eller rent fysiske fænomener, med tilhørende medicinske diagnoser. Med bogen åbner Trevor-Roper for mere af det personlige og følelsesmæssige der kunne relateres til synet i ændring.

Først forsøger han at generalisere forskellige personlighedstyper i forhold til den nærsynede og langsynede. Her trækker han på tidligere synsfaglige  kollegaers arbejde fra 1930’erne, og med dagens forståelser af diversitet er disse typer stadigt meget generaliserende, men her skal vi huske på at det er det meget fysiologiske medicinske felt de forsøger at åbne op: Den nærsynede er typisk tilbagetrukket, introvert, med få venner, mindre aktiv i leg, interesserer sig ikke for sport, rejser, teater eller film, er dårligt at tilpasse sig eller indgå kompromisser, men kan godt lide at læse og gå i skole, og er meget detaljefokuseret. Den langsynede er derimod glad, ekstrovert og social, og kan godt lide sport og være udendørs, men er dum, ufokuseret og doven i skolen. For den langsynede handler det mere om overblik og verden foregår fra 6 meter og længere væk.

I forhold til kunsthistorien præsenteres eksempler på synsnedsatte kunstnere fra 16. århundrede og især med modernismen fra omkring det 20. århundrede. En opgørelse fra kunstskolen i Paris (Ècole des Beaux-Arts) i 1917 viste at 48 % af studenterne var nærsynede og 27 % langsynede. 400 år tidligere blev Michelangelo (1475-1564) nær blind under sit arbejde med det Sixtinske kapel og Leonardo da Vinci (1452-1519) mistede synet for detaljer og skiftede fra blyant til farvekridt. Hvor nogle kunstnere har haft udfordringer med at se detaljer, havde andre problemer med at se helhed eller perspektiv. Herunder Edgar Degas (1834-1917), der ud over et sløret centralsyn også var generet af skarpt lys, og derfor primært arbejdede indenfor og ofte med udgangspunkt i fotografier som han kunne holde helt tæt på. Med sit resterende restsyn arbejdede han en årrække med pastelfarver som han stadigt kunne se på lærredet, og gik til sidst over i små skulpturer, hvor det var hænderne der gik i dialog med materialet. Trevor-Roper beskriver senere i bogen, skulpturen som mere tilgængeligt for blinde end fx maleriet – den haptiske sans i direkte kontakt med form og rum, hvor endda seende skulptører arbejdede med bind for øjnene for at komme tættere på de tredimensionelle kvaliteter.

For mange kunstnere ændrede farvernes fremtoning sig, og Claude Monet (1840-1926) beskriver hvordan hans grå stær gjorde de hvide toner gule og de blå mere lilla. Rødt blev mudret, lyserødt intetsigende og mørkere toner forsvandt helt. Man kan se hans malerier generelt blev mørkere og formerne efterhånden mere vage og han begyndte at opmærke sine malertuber og sortere farverne på paletten efter hvordan han huskede dem. Med en vellykket grå-stær operation kom nogle af farverne tilbage i hans sidste aktive år.

Trevor-Roper gengiver også en anden kunstners beskrivelser af farveoplevelsen, henholdsvis på det ene øje der var opereret for grå stær og det andet hvor operationen ikke endnu var udført. Det ene meget koldere og lysere, rød blev pink, grønt grønnere og blåt mere intenst. Men det gav også en forskel i skala:

Everything looks bigger and closer;… and then the hardness and brightness: in looking, for instance, at a face, one sees too much. The down on a lip, every wrinkle and pimple, and the stubble of a beard. This wealth of detail makes it difficult to sort out the wood from the threes… when my second eye is operated on, I am going to miss the smaller, kinder and rather misty world I have loved so well...

Tilbage til mine egne kunsthistorieforelæsninger blev Paul Cézanne (1839-1906) præsenteret som en af modernismens grundlæggere og nøglepersoner med i overgangen mellem den impressionistiske malerstil ved udgangen af det 19. århundrede og den senere kubisme. Abstrakte former og perspektiv, hvor farver, flader og lys, styrer kompositionen frem for de mere naturalistiske motiver. Men hvorvidt hans syn, som jeg nu med bogen ved var stærkt nedsat, har været medvirkende til dette stilbrud, kan vi ikke vide med sikkerhed. Når Cézanne blev foreslået briller, var hans respons ’Take thise vulgar things away’ [’Få den vulgære tingest væk’].  

Den norske kunstner, Edvard Munch (1863-1944) havde flere problematikker med synet, herunder blødninger i øjet der krævede mental og fysisk ro. Man ser i flere af hans motiver en fugleskikkelse der også muligvis repræsenterer de forstyrrelser som blødningen har givet til hans syn.

I efterordet pointerer Trevor-Roper at bogen er skabt i århundredeskiftes ikonoklasme, som en aktivistisk handling der forsøger at destruere symboler, og hvor hans forsøg har været at åbne op for forståelsen af spirituelle og æstetiske oplevelser. Hans bidrag har været en kommentar til både den medicinske synsforståelse og givet nuancer til kunsthistoriens billede af kunstneren og hans/hendes perception og oplevelse.