Spring til indhold

SIMS - Sustainable Innovative Mobility Solutions

SIMS-projektet kørte i perioden 2019 til 2023 og havde til formål at skabe løsninger, der binder byens bæredygtige transportformer sammen til et attraktivt alternativ til privatbilen. Målet var at fremme renere byer, flere mødesteder, mindre trængsel og reduceret klimabelastning.

Trafikken i de større byer udgør en udfordring på flere planer. Ikke mindst den massive privatbilisme indebærer stor klimabelastning, højt ressourceforbrug, trafikuheld, støj og massiv trængsel med samfundsøkonomiske tab til følge. Visionen for SIMS var at bidrage til at skabe bæredygtige alternativer til bilen. Mere konkret var målet at udvikle mobilitets-løsninger baseret på forskellige miljøvenlige transportformer, der integreres på tværs i kombination med fysiske, organisatoriske og sociale tiltag.

Et særligt fokus var på at integrere delebaserede transportformer på måder, som var tilpasset borgernes hverdagsliv, og som gjorde det nemt at bevæge sig på tværs af delebil, samkørsel og bycykel såvel som bus og tog. Det skete bl.a. gennem udvikling af kombinerede abonnementsløsninger.

Projektet varede i fire år. I de første to år udvikledes bæredygtige mobilitetsløsninger på baggrund af forskning og dialog mellem partnerne. Fokus var især på tre by- og boligområder på Sjælland: Folehaven i Valby, Nordhavn i København og Nærheden i Hedehusene. Der gennemførtes forsøg med mobilitetsløsningerne, hvor borgere blev tilbudt pakker af deleløsninger. Erfaringer og resultater fra forsøgene blev analyseret i den sidste del af projektet med henblik på at evaluere løsningernes effekt, udlede centrale konklusioner og udvikle policy-anbefalinger rettet mod at integrere bæredygtige mobilitetsløsninger fremover.

En sammenfatning af projektets hovedresultater og dets anbefalinger kan læses i rapporten Mobility-as-a-Service og bæredygtig mobilitet i hverdagen: Konklusioner og anbefalinger fra SIMS.

Projektet var støttet af Innovationsfondens Grand Solutions program. Det løber fra februar 2019 til januar 2023 og involverer ni projektpartnere.

Om SIMS

Visionen for SIMS har været at udvikle bæredygtige og multi-modale mobilitetsløsninger, der er tilpasset borgernes hverdagspraksis og behov, bygger på nuværende og nye transportformer og er udviklet i samspil med byens fysiske forhold og sociale netværk.

Baggrunden for SIMS er de mange lokale, regionale og globale problemer, som knytter sig til det stigende omfang af individuel, bilbaseret transport i de større byer i Danmark og globalt. Problemerne omfatter transportens negative påvirkning af miljø, klima, sundhed, livskvalitet og velvære i byerne samt de økonomiske tab, der følger af en stigende trængsel på vejene.

Den overordnede målsætning for SIMS var at bidrage til en bæredygtig omstilling af byernes mobilitet med henblik på lavere klimapåvirkning, mindre trængsel, forbedret lokalmiljø og øget livskvalitet. SIMS skulle levere detaljeret viden om bæredygtige mobilitetsløsninger, der er skræddersyet til borgernes hverdagsliv, og som på den måde kan fungere som attraktive alternativer til eksisterende, ressource-intensive transportmønstre. Det blev gjort ved at udvikle ny viden og kombinere nye og eksisterende transportløsninger.

Projektets konkrete formål var at:

  • Udvikle teoretisk informeret og empirisk baseret viden om bæredygtige mobilitetsløsninger, som er tilpasset borgernes daglige mobilitetsbehov og -praksisser i en dansk by-kontekst.
  • Undersøge brugernes erfaringer med og holdninger til betydningen af digitale rejseplanlæggere.
  • Udvikle bæredygtige mobilitetsløsninger, som kombinerer nye tendenser i form af deling (bil og cykel), elektrisk mobilitet og (om muligt) autonom mobilitet med eksisterende, ressource-effektive transportløsninger (gang, cykling og offentlig transport).
  • Dokumentere effekten af disse løsninger via forsøg inden for tre lokalområder på Sjælland: Nærheden i Hedehusene, Folehaven i Valby og Nordhavn i København. Forsøgene leverede også empirisk viden til videreudvikling af løsningerne.
  • Støtte brugernes tilegnelse af de udviklede mobilitetsløsninger gennem at designe og teste supplerende sociale og fysiske interventioner inden for de tre lokalområder samt – på baggrund af resultaterne heraf – at udvikle guidelines for sociale og fysiske tiltag. Disse guidelines kan inspirere den fremtidige, bæredygtige omstilling af mobiliteten i byer, herunder behov for reguleringsmæssige tiltag.
  • Understøtte samarbejdet mellem aktører (myndigheder, mobilitets-operatører, udviklere af digitale rejseplanlæggere, forskningsinstitutioner og borgere), som er afgørende for den fremtidige, bæredygtige omstilling af transporten i byerne og deres forstæder.

På kort form var visionen for SIMS altså at udvikle bæredygtige mobilitetsløsninger, som er brugervenlige (tilpasset borgernes hverdagspraksis), integrerede (kombinerer nuværende og fremtidige ressource-effektive transportløsninger), robuste (passer til en bred vifte af brugerbehov) og skabt i samspil med brugerne, de sociale netværk og byens fysiske udvikling.

Arbejdsplan - Projektet var opdelt i følgende otte arbejdspakker (WPs)

Udgivelser

Oversigt over projektets udgivelser, inklusive mulighed for at downloade udgivne rapporter mv.

Artikler og peer-reviewed papers

Rapporter o. lign.

Partnere

Følgende organisationer var partnere i SIMS.

Herudover bidrager også Transportministeriet til projektet.